Methylenblåt og tarmmikrobiomet: hvad museforsøget viser

Methylenblåt kan ændre den bakterieprofil, der måles i museafføring. Det fund dokumenterer ikke, at stoffet forbedrer menneskers tarmsundhed, selektivt fjerner skadelige bakterier eller behandler dysbiose. Den afgørende skelnen går mellem at ændre et mikrobielt samfund og at forbedre værtens sundhed.

Det museforsøg, der er mest direkte relevant for dette spørgsmål, målte bakterielt DNA og præstationer i en labyrint. Disse målinger kan identificere mønstre, der er værd at undersøge. De kan ikke i sig selv dokumentere, at en ændring i bakterierne forårsagede en adfærdsændring, eller at nogen af delene forudsiger lindring af fordøjelsessymptomer.

Hvad forskerne faktisk målte

I Gureev og kollegers forsøg fra 2020 fik tre måneder gamle C57Bl/6-mus methylenblåt i fire uger ved 15 mg/kg/day (ni mus), 50 mg/kg/day (otte) eller kontrolvand (13). Afsnittet om forsøgsdesign angiver ikke tydeligt lægemidlets administrationsvej eller dyrenes køn.

Der blev taget afføringsprøver før behandlingen og derefter ugentligt. Forskerne brugte qPCR rettet mod bakteriegrupper og supplerende sekventering af 16S-DNA-amplikoner. I de sidste fem dage gennemførte musene to tilvænningsdage efterfulgt af tre dages test i en T-labyrint med belønning og ti bedømte valg dagligt.

Dette er eksperimentelle eksponeringer hos mus, ikke dosisanbefalinger til mennesker. Administrationsvejen har betydning for fortolkningen af, hvor meget lægemiddel der når tarmen, og en uspecificeret administrationsvej bør forblive uspecificeret. En omregning efter kropsvægt ville ikke dokumentere et sikkert eller effektivt behandlingsregime til mennesker.

Evidenstabel for mikrobiomstudiet

Denne originale tabel adskiller de rapporterede observationer fra de yderligere påstande, en læser kan støde på. Navnene på bakteriegrupper følger artiklens terminologi.

Tabellen er bevidst opdelt efter, hvad der blev målt. Et gunstigt svar i én række kan ikke udfylde et manglende svar i en anden. For eksempel leverer bedre præstationer i en labyrint ikke den manglende evidens om inflammation i tarmen.

Hvorfor bakterieprocenter ikke viser, hvad der blev dræbt

Begrebet relativ forekomst beskriver en gruppes andel af det målte samfund. Det er noget andet end antallet af bakterieceller pr. gram afføring. I deres studie af kvantitativ mikrobiomprofilering viste Vandeputte og kolleger, hvorfor den samlede mikrobielle mængde har betydning, når man fortolker forskelle mellem mikrobielle samfund.

Forestil dig en illustrativ prøve med ti enheder af organisme A og 90 af andre organismer. A udgør 10%. Hvis A forbliver på ti, mens de øvrige falder til 40, udgør A nu 20%. Dens andel blev fordoblet uden nogen stigning i dens absolutte mængde. Dette regneeksempel er ikke et resultat fra forsøget med methylenblåt.

Den samme skelnen begrænser påstande om drab på bakterier. En DNA-baseret andel er ikke en direkte overlevelsestest. For at dokumentere et tab af levedygtige bakterier kræver et forsøg målinger, der undersøger levedygtighed og tager højde for den samlede population. For at dokumentere en funktionel ændring kræves en relevant funktionel måling, såsom en målt metabolit frem for en forudsigelse, der kun bygger på bakterienavne.

Brede betegnelser skjuler også biologisk variation. At betragte en hel række som enten gavnlig eller skadelig overser de organismer og aktiviteter, der er ansvarlige for et bestemt udfald. En ændring i et forholdstal er derfor ikke i sig selv en diagnose af dysbiose eller evidens for, at dysbiose er blevet helbredt.

Forklarede mikrobiomet resultatet i labyrinten?

Forsøget undersøgte eksponering for lægemidlet, bakterieprofil og adfærd i samme studie. Det er nyttigt til at opstille en hypotese. Vores fortolkning er, at forsøgsdesignet ikke skelner mellem flere mulige forklaringer: en direkte lægemiddeleffekt på adfærden, en indirekte mikrobiel effekt eller separate reaktioner i adfærd og bakterier på den samme eksponering.

Et stærkere forsøg med formidling af effekten ville ændre den foreslåede mikrobielle mediator uafhængigt af lægemidlet. Forskere kunne undersøge, om overførsel af et defineret mikrobielt samfund overfører en effekt, eller om fjernelse af en foreslået mikrobiel mekanisme forhindrer den. Sådanne forsøg kræver også kontroller for, hvad der ellers overføres eller ændres.

Det adfærdsmæssige endepunkt kræver en lige så omhyggelig læsning. En labyrint med belønning får et dyr til at træffe valg under bestemte betingelser. Ved vurderingen skal man tage højde for, at præstationen kan afhænge af lysten til at udforske, bevægelse, motivation for belønning og læring. At kalde et resultat “bedre kognition” udvisker disse forskelle. Den direkte målte opgave er fortsat den mere informative beskrivelse.

Dræber methylenblåt tarmbakterier?

Methylenblåt kan indgå i antimikrobiel aktivitet under definerede laboratoriebetingelser. Det angiver ikke, hvad der sker med hele tarmsamfundet efter oral eksponering.

For eksempel testede et laboratoriestudie af fotodynamisk bakterieinaktivering E. coli og S. aureus med fotosensibilisatorer og kontrolleret belysning. Det vurderede kolonidannelse og membranskader og omfattede tilsvarende mørkekontroller. Lys eller fotosensibilisator alene havde ingen effekt under de undersøgte betingelser.

Disse kontroller besvarer et vigtigt spørgsmål om årsagssammenhæng inden for forsøget: Hvilket bidrag gav kombinationen? At sluge et stof genskaber ikke belysningen af en bakteriesuspension. Omvendt beviser et negativt resultat i en mørkekontrol ved én koncentration og varighed ikke, at enhver eksponering uden belysning er biologisk inaktiv. Oversigten over antimikrobiel forskning forklarer disse betingelsesafhængige forskelle.

Et studie af tarmens mikrobielle samfund kan heller ikke dokumentere behandling af en bestemt infektion. At identificere organismen og påvise et relevant klinisk udfald er separate opgaver, også når man vurderer påstande om behandling af parasitter.

Hvad dette betyder for påstande om menneskers tarmsundhed

Den målrettede litteratursøgning til denne artikel identificerede ikke et kontrolleret forsøg med menneskers tarmmikrobiom, som dokumenterede en fordel for tarmsundheden ved methylenblåt. Det er en beskrivelse af den fundne evidens, ikke et bevis på, at der ikke findes et relevant studie. Forskning på mennesker i lokal fotodynamisk behandling i mundhulen undersøger et andet spørgsmål: For eksempel tog et forsøg med 45 personer med dårlig ånde prøver af tungebelægning og målte gasser i udåndingsluften, ikke tarmsundhed.

For at underbygge en påstand om menneskers tarmsundhed ville et studie kræve en defineret population, en reproducerbar formulering og administrationsvej, en egnet sammenligningsbehandling og et udfald, der har betydning for den pågældende population. En mikrobiel profil kunne hjælpe med at forklare resultatet, men symptomforbedring, sygdomskontrol og bivirkninger ville stadig skulle vurderes.

Fire uger i én musemodel kan heller ikke dokumentere konsekvenserne af måneders eller års brug. Gennemgangen af daglig og langvarig eksponering for methylenblåt adskiller behandlingsvarighed fra observations- og sikkerhedsendepunkter. For den bredere kliniske sammenhæng kan du læse hvad forskning på mennesker understøtter.