Methylenblåt og påstande om solcreme: UV-forskning og dens begrænsninger

Et opslag på sociale medier hævder, at methylenblåt fungerer som solcreme. Det henviser til et reelt studie, hvor farvestoffet absorberede ultraviolet lys og reducerede skader i dyrkede hudceller. Studiet findes. Men den konklusion, der drages ud fra det, følger ikke af resultaterne.

Problemet er velkendt fra sundhedspåstande. En laboratoriemåling bliver behandlet som en produkttest. For at læse påstande om methylenblåt og soleksponering korrekt skal man holde tre spørgsmål adskilt: Absorberer molekylet UV, beskytter det levende hud mod solen, og er det en godkendt solcremeingrediens i et færdigt produkt? Forskningen fra 2021 besvarer delvist det første spørgsmål, antyder et svar på det andet udelukkende i celler og besvarer slet ikke det tredje.

Hvad det ofte citerede studie testede

Den artikel, der oftest citeres, er studiet fra 2021 af Xiong og kolleger om methylenblåts potentiale for beskyttelse mod ultraviolet lys, som er registreret på PubMed. Forfatterne foreslog methylenblåt som en mulig aktiv ingrediens i solcreme, herunder som et muligt alternativ til oxybenzon. De hævdede ikke, at de havde valideret en solblokker med methylenblåt til brug på mennesker. I deres diskussion står der, at yderligere sikkerhedsundersøgelser ville være nødvendige, før man kunne søge om optagelse i en solcrememonografi.

Forsøgene var udelukkende prækliniske. Ingen levende forsøgspersoner deltog, og ingen færdig solcreme blev påført menneskers hud. To forfattere var tilknyttet Mblue Labs, og universitetet og virksomheden havde indsendt en fælles patentansøgning om methylenblåt som aktiv ingrediens i solcreme. En oplyst kommerciel interesse gør ikke data ugyldige, men den er endnu en grund til at læse effektmålene præcist.

Først blev der udført spektroskopi på opløsninger. Forskerholdet sammenlignede methylenblåt i saltvand med oxybenzon i et opløsningsmiddel over området 200 til 400 nanometer. Methylenblåt absorberede kraftigere under cirka 310 nanometer, mens oxybenzon absorberede kraftigere ved længere bølgelængder. Det er en egenskab ved molekyler opløst i væske. Det er ikke en måling af en creme fordelt som en film på huden.

Derefter fulgte celleforsøg. Normale humane keratinocytter blev forbehandlet med 100 nanomolært methylenblåt i to uger og derefter udsat for UVB med maksimal intensitet ved 302 nanometer. De behandlede kulturer viste en lavere respons på DNA-skade, målt ved gamma-H2AX, samt bedre levedygtighed og mindre farvning for senescens. Parallelle undersøgelser i keratinocytter og fire humane fibroblastcellelinjer viste reduceret mitokondrielt superoxid og øget proliferation. En supplerende sammenligning viste, at 100 nanomolært oxybenzon ikke gav den samme cellulære fordel ved den koncentration. Men en nanomolær opløsning, som isolerede celler er nedsænket i, tester, hvordan celler reagerer på skade, mens en solcremefilm på huden opfanger lyset, før det når cellerne. Begge situationer beskrives med ordet beskyttelse, men de tester forskellige mekanismer.

Koralforsøget var lille og kvalitativt. Fragmenter af blødkorallen Xenia umbellata blev holdt i havvand med 1 mikromolært methylenblåt eller 1 mikromolært oxybenzon i cirka en uge. Oxybenzongruppens tilstand forværredes, mens methylenblåtgruppens ikke gjorde. Det vedrører kun fragmenternes overlevelse på kort sigt. Det er ikke en vurdering af sikkerheden for koralrev, og det siger intet om solbeskyttelse for mennesker.

En sproglig detalje fortjener opmærksomhed. Resuméet nævner fjernelse af UVA-inducerede cellulære reaktive iltforbindelser, men metodeafsnittet beskriver en UVB-bestrålingsprotokol uden et tilsvarende kontrolleret UVA-forsøg. Den forsigtige fortolkning er, at studiet viste reduceret skade efter eksperimentel UVB-eksponering i dyrkede celler samt antioxidantaktivitet. Det dokumenterede ikke direkte forebyggelse af UVA-inducerede ROS under kontrolleret UVA-eksponering.

Læsere, der ønsker baggrundsviden om, hvordan de beslægtede forsøg med hudaldring adskiller sig fra forsøg på mennesker, kan sammenholde dette med evidensen for hudplejeformuleringer, som skelner mellem cellekultur, rekonstrueret hud og test af færdige produkter.

Sammenligning af evidens: UV-testtype og hvad den kan fastslå

Denne tabel er artiklens kerne. Brug den til at placere enhver påstand om methylenblåt som solcreme. Hver række angiver en test, beskriver, hvad et positivt resultat kan fastslå, og hvad der stadig kræver en anden test.

Mønstret på tværs af rækkerne er konsekvent. De første rækker tester ingredienser eller celler. Kun den sidste række tester solbeskyttelse. En påstand om methylenblåt som solcreme kræver den sidste række.

Fotobeskyttelse er ikke det modsatte af fotosensibilisering, men det er en anden virkemåde

Methylenblåt har to lysrelaterede roller, som lyder modstridende, og som begge er reelle. I visse cellesystemer fungerer det som redoxmediator med antioxidante virkninger. Under passende belysning fungerer det som fotosensibilisator, der danner reaktive iltforbindelser, herunder singletilt. Fotodynamisk terapi udnytter bevidst den anden virkemåde til at skade målceller eller mikroorganismer, som gennemgået i fotodynamiske anvendelser af methylenblåt. Derfor hører kombinationen af methylenblåt og apparater med rødt lys også til i en særskilt vurdering, som behandles i vores guide til kombinerede lysbehandlinger.

Forskellen afhænger af betingelserne: bølgelængde, lysdosis, koncentration, aggregationstilstand, ilttilgængelighed og farvestoffets placering i forhold til levende væv. Rødt lys omkring 630 til 670 nanometer bruges ofte til at aktivere methylenblåt i fotodynamiske undersøgelser. Sollys indeholder både UV, synlige og infrarøde bølgelængdeområder, så en film på huden ville blive udsat for blandet belysning frem for en enkelt laboratoriebølgelængde.

Et solcremefilter skal opfange skadelig UV og afgive energien gennem relativt uskadelige processer, samtidig med at det forbliver stabilt. En fotosensibilisator bruger absorberet fotonenergi til at drive kemiske reaktioner, der danner reaktive forbindelser. UV-absorption er derfor nødvendig for en potentiel UV-filteringrediens, men langt fra tilstrækkelig. Artiklen fra 2021 testede ikke, om en methylenblåtfilm på huden danner singletilt nær levedygtig hud under sollys, hvilke fotoprodukter der dannes, eller hvordan de oxiderede og reducerede former opfører sig. Enhver, der vurderer påstande om methylenblåt som solblokker, bør betragte disse spørgsmål som ubesvarede, indtil en færdig formulering er testet under eksponering, der ligner sollys.

Methylenblåt er ikke en godkendt solcremeingrediens

Regulatorisk status er adskilt fra lovende laboratorieresultater. I USA er aktive solcremeingredienser til håndkøbsprodukter angivet i OTC Monograph M020. Methylenblåt står ikke på listen. I EU skal UV-filtre, der bruges i kosmetik, være opført i bilag VI til forordning 1223/2009. Methylenblåt er ikke et godkendt UV-filter i bilag VI.

Godkendelse til andre formål kan ikke overføres. Intravenøst methylenblåt har godkendte lægemiddelanvendelser, og farvestoffet har diagnostiske og procedurerelaterede roller, som beskrives i vores oversigt over godkendte anvendelser og anvendelser under undersøgelse. Ingen af disse gør det til en godkendt aktiv solcremeingrediens. Godkendelse til solcreme vedrører en bestemt ingrediens i en bestemt produkttype under bestemte anvendelsesbetingelser.

Hvad valideret solbeskyttelse ville kræve

Et færdigt produkt med methylenblåt, der hævdede at have SPF eller bredspektret beskyttelse, ville kræve det sædvanlige sæt solcremetests udført på den færdige formulering. SPF måles på mennesker: Produktet påføres med 2 milligram pr. kvadratcentimeter og eksponeres med en solsimulator på 290 til 400 nanometer efter metoder såsom ISO 24444 for in vivo-SPF. Effektmålet er erytem, som hovedsageligt er en UVB-respons. Intet celleforsøg kan erstatte det.

UVA-beskyttelse kræver sin egen måling frem for en slutning ud fra et opløsningsspektrum. I international praksis bruges in vivo-test af UVA-beskyttelsesfaktoren efter ISO 24442, in vitro-karakterisering efter ISO 24443 eller begge dele. Europæiske retningslinjer kræver UVA-beskyttelse på mindst en tredjedel af den angivne SPF.

Den kritiske bølgelængde måler, hvor langt ind i UVA-området beskyttelsen strækker sig. Den defineres ud fra den færdige films absorbans, hvor 370 nanometer er grænsen for en bredspektret betegnelse i solcrememonografiens procedure. Et farvestof opløst i saltvand kan ikke levere denne værdi. Fotostabiliteten skal også afprøves direkte ved at bestråle produktfilmen på forhånd og måle, hvilken beskyttelse der er tilbage. Indtil disse tests er udført på den faktiske creme, er tale om en stabil solcreme med methylenblåt spekulation.

Test på mennesker opfanger også det, laboratoriearbejde overser: om filmen dannes jævnt, om sved fjerner den, om farvning gør korrekt påføring usandsynlig, og om der opstår fototoksicitet. Blåfarvning er ikke en uvæsentlig detalje her. Ujævn synlig farve kan være tegn på ujævn påføring, og ujævn påføring reducerer beskyttelsen.

Sådan håndteres påstande om soleksponering i praksis

Betragt methylenblåt som en interessant kandidat til UV-forskning, men uden et valideret solcremeprodukt bag sig. Erstat ikke en testet solcreme med en opløsning, et laboratorieresultat eller en observation af koraller. Bland ikke farvestof i fugtighedscreme eller olie som hjemmelavet solcreme. Denne artikel giver ingen opskrift, fordi fortynding, ensartethed, stabilitet, konservering, påført mængde og fotokemi ikke kan kontrolleres derhjemme, og guiden til ingredienser i opløsninger forklarer, hvorfor en færdig væske er mere end farvestof plus vand. Til reel solbeskyttelse skal du bruge skygge, beskyttende tøj og en solcreme, hvis etiket angiver testet SPF og, hvor det er relevant, bredspektret beskyttelse eller UVA-beskyttelse.

Til reel solbeskyttelse skal du bruge tiltag med direkte evidens: skygge, beskyttende tøj og en solcreme, hvis etiket angiver testet SPF og, hvor det er relevant, bredspektret beskyttelse eller UVA-beskyttelse. Ved spørgsmål om methylenblåt, der handler om at indtage farvestoffet for at opnå solbeskyttelse, skal du være opmærksom på, at oral fotobeskyttelse er en selvstændig påstand, som kræver sine egne forsøg, og at systemisk brug indebærer de problemer med lægemiddelinteraktioner og kontraindikationer, der er opsummeret i vores gennemgange af sikkerhed og interaktioner. Læsere, der vurderer kombinerede lysprotokoller, bør holde vurderingen af solcreme adskilt fra evidensen for fotodynamisk terapi, hvor lys plus farvestof har til formål at skade et mål frem for at beskytte huden.