Artikel

Methylenblåt og eksponeringsterapi: hvorfor vellykket indlæring er vigtig

Methylenblåt og eksponeringsterapi: hvorfor vellykket indlæring er vigtig

Forestil dig, at to personer afslutter den samme eksponeringssession for klaustrofobi. Den første går derfra rolig. Frygten ved slutningen af den sidste eksponering er tæt på nul. Den anden går derfra rystet. Frygten er stadig høj ved afslutningen. Begge tager den samme kapsel bagefter. En måned senere har den rolige person det bedre, og den rystede person har det værre. Samme lægemiddel, samme dosis, modsatte resultater.

Det er, hvad litteraturen om methylenblåt og frygtekstinktion rapporterer. Lægemidlet virkede ikke som et beroligende middel, der sænker frygten direkte. Det virkede som en hjælp til konsolidering, der styrker det, hjernen bearbejdede efter sessionen. Når sessionen førte til ekstinktionsindlæring, viste senere test mindre frygt. Når den ikke gjorde det, forsvandt fordelen, og tendensen pegede i den modsatte retning. Denne artikel sammenligner dyreforsøgene med studiet af eksponeringsterapi hos mennesker, så denne skelnen forbliver tydelig.

Ekstinktion er ny indlæring, ikke sletning

Frygtbetingning kobler et neutralt signal med en ubehagelig hændelse, indtil signalet alene udløser en frysereaktion eller undgåelse. Ved ekstinktionstræning præsenteres signalet derefter mange gange uden hændelsen. Forsøgssubjektet lærer noget nyt: signalet varsler ikke længere skade her. Den gamle association slettes ikke. Den konkurrerer med den nye, og den kan vende tilbage ved et kontekstskifte, med tiden eller efter en påmindelse. Forskere kalder disse tilbagefald for fornyelse, spontan genkomst og genindsættelse.

Denne konkurrence er grunden til, at tidspunktet er vigtigt. Et stof givet før en session kan ændre perception eller angst under sessionen. Et stof givet bagefter kan ikke. Det kan kun påvirke konsolideringen, den timelange proces, der stabiliserer et nyt hukommelsesspor. Alt nedenfor bygger på denne skelnen.

Fire stadier i ekstinktionsindlæring: frygtindlæring, ekstinktionssessionen, konsolideringsvinduet efter sessionen, hvor methylenblåt blev givet, og senere test i samme og i nye kontekster.

Diagrammet viser de fire stadier. Indlæringen finder sted i stadium to. Methylenblåt kommer ind i stadium tre. Om indlæringen lykkedes, testes i stadium fire, helst i en anden kontekst end træningen, fordi frygt, der kun holder sig væk i behandlingsrummet, har begrænset nytte.

Hvad rotterne først viste

Udgangspunktet var et forsøg med hukommelsesfastholdelse. Gonzalez-Lima og Bruchey betingede rotter til at reagere med en frysereaktion på en tone, gennemførte ekstinktion af reaktionen og injicerede derefter methylenblåt eller saltvand efter hver session. Dosen var 4 mg/kg intraperitonealt, først givet 30 minutter efter ekstinktion og gentaget over fem dage. De behandlede rotter udviste mindre frysereaktion på tonen ved senere test, samlet set omtrent halvt så meget og ved de sidste test omkring en femtedel så meget, mens der ikke var forskel på frysereaktionen før tonen eller på mål for generel bevægelse og frygtsomhed. Bedre fastholdelse hang sammen med højere cytokromoxidaseaktivitet, en markør for mitokondriel energikapacitet, især i præfrontale områder, herunder den anteriore infralimbiske cortex, dorsale og mediale frontale cortex samt laterale orbitale cortex. Forfatterne fortolkede dette som metabolisk støtte til konsolidering i de kredsløb, der lagrer ekstinktion.

Det andet rottestudie undersøgte, om effekten også findes hos dyr med en medfødt tendens til ikke at opnå ekstinktion. Wrubel og kolleger brugte medfødt hjælpeløse rotter, en stamme foreslået som model for sårbarhed over for vedvarende frygt. Disse rotter lærte frygt normalt, men opnåede næsten ingen ekstinktion; deres kurver for frysereaktion forblev flade, mens kontrolgruppens faldt. Efter en måned fik de hjælpeløse dyr yderligere fem dages eksponering for tonen alene, hver dag efterfulgt af 4 mg/kg methylenblåt eller saltvand. I ekstinktionskonteksten ændrede lægemidlet ikke meget. Ved tilbagevenden til den oprindelige indlæringskontekst var frygtfornyelsen væsentligt lavere i gruppen med methylenblåt. For eksponeringsterapi er det det interessante endepunkt, fordi patienter har brug for fremskridt, der følger med til nye steder.

Derefter kom betingelsen, der afgrænsede effekten. Auchter og kolleger undersøgte rotter, der var selektivt avlet til høj, lav eller gennemsnitlig ekstinktionsevne, og gav en enkelt injektion efter sessionen, umiddelbart efter ekstinktion. Methylenblåt reducerede kun senere genindsættelse af frygt hos rotter, der havde opnået god ekstinktion i den pågældende session, defineret som en præstation omkring 0.2 standardafvigelser over stikprøvens gennemsnit. Hos rotter med dårlig ekstinktion gjorde lægemidlet ingen forskel. En parallel procedure med genkaldelse efterfulgt af ekstinktion hjalp uanset sessionens succes, hvilket viste, at den manglende effekt var specifik for lægemiddelgruppen og ikke en egenskab ved dyrene. Det princip, forfatterne formulerede, er det, der samler dette forskningsfelt: et middel, der fremmer konsolidering, konsoliderer det netværk, der var aktivt, og vellykket indlæring er vigtig.

Testen hos mennesker: én eksponeringssession for klaustrofobi

Det kliniske studie overførte rotteprotokollen så direkte, som etikken tillader. Telch og kolleger randomiserede 42 voksne med udtalt klaustrofobisk frygt til methylenblåt eller placebo, som først blev givet efter en enkelt eksponeringssession. Sessionen bestod af seks eksponeringer på fem minutter, hvor deltagerne lå i et lille lukket kammer, i alt 30 minutter. Den gennemsnitlige maksimale frygt faldt fra 73 ud af 100 ved den første eksponering til omkring 24 ved den sidste. Doseringen begyndte umiddelbart efter sessionen: i alt 260 mg methylenblåt fordelt på tre kapsler med omtrent seks til ti timers mellemrum for at dække konsolideringsvinduet. Evidensen hos mennesker for methylenblåt mod depression og angst sætter dette forsøg i perspektiv; det er det eneste kontrollerede forsøg med eksponeringsterapi.

Det på forhånd fastlagte spørgsmål var ikke, om lægemidlet i gennemsnit klarede sig bedre end placebo. Det var, om effekten afhang af den frygt, der var tilbage ved slutningen af den sjette eksponering. Det gjorde den. Efter en måned, ved test i et andet kammer, havde patienter, der afsluttede sessionen uden frygt, en gennemsnitlig maksimal frygt tæt på 11 med methylenblåt mod tæt på 30 med placebo. Patienter, der sluttede tæt på 47, viste det omvendte mønster, omkring 33 mod 17, selv om denne omvending var en tendens snarere end et sikkert resultat. I gruppen med methylenblåt forudsagde højere frygt ved afslutningen højere frygt efter en måned; i placebogruppen gjorde den ikke.

Et andet fund understøtter fortolkningen som en hukommelseseffekt. Deltagerne stødte også på neutrale detaljer i kammeret, tal og placeringer, som de ikke havde nogen grund til at huske. Der var ingen forskel i genkaldelsen efter én dag, men efter 30 dage huskede gruppen med methylenblåt omkring dobbelt så mange elementer. Forfatterne fortolkede de to resultater samlet: methylenblåt efter sessionen forbedrede fastholdelsen af ekstinktionsindlæring, når ekstinktion havde fundet sted, og af kontekstuelle detaljer uanset hvad. Det stemmer overens med en generel konsolideringseffekt snarere end en akut beroligende effekt.

Sammenligning på tværs af arter

StudieForsøgssubjekter og designDosis og tidspunktHovedresultat
Gonzalez-Lima og Bruchey, 200416 normale rotter, tonebetingning efterfulgt af ekstinktion4 mg/kg IP, 30 min efter hver session, 5 dageMindre toneudløst frysereaktion ved senere test; ingen ændring i frysereaktion før tonen eller motoriske mål; fastholdelse korrelerede med præfrontal cytokromoxidase
Wrubel et al., 2007Medfødt hjælpeløse rotter med flade ekstinktionskurver4 mg/kg IP, 30 min efter hver af 5 daglige tonesessionerLille ændring i ekstinktionskonteksten; stor reduktion i frygtfornyelse ved tilbagevenden til indlæringskonteksten
Auchter et al., 201784 rotter avlet til høj, lav eller gennemsnitlig ekstinktion4 mg/kg IP umiddelbart efter ekstinktionReduceret genindsættelse af frygt kun hos rotter med vellykket ekstinktion; genkaldelse efterfulgt af ekstinktion hjalp uanset hvad
Telch et al., 201442 voksne med klaustrofobi, én eksponeringssession på 30-min260 mg oralt, fordelt over cirka 12 til 20 h efter sessionenEfter 1 måned i et nyt kammer afhang fordelen af frygten ved afslutningen: bedre efter rolige afslutninger, tendens til værre efter frygtprægede afslutninger; genkaldelse af tilfældige kontekstdetaljer fordoblet efter 30 dage

Tabellen gør mønstret synligt. Dosering efter sessionen går igen i alle fire studier. Fordelen følger sessionens succes i de to studier, der var designet til at teste dette samspil. Generalisering til en ny kontekst testes i de to senere studier og findes i begge, hvilket er den klinisk relevante retning.

Sådan læses denne evidens uden at overfortolke den

For det første skal indlæring adskilles fra præstation. Frygt målt under en session afspejler præstation med støtte: terapeuten er til stede, kammeret er kendt, og reglerne er klare. Frygt målt en måned senere i et nyt kammer afspejler, hvad der blev fastholdt. Methylenblåt blev aldrig testet som noget, der gør sessionen lettere at gennemføre. Det blev testet som noget, der får sessionens indlæring til at holde.

For det andet skal stikprøvens begrænsninger respekteres. Toogfyrre deltagere, hovedsageligt unge studerende, én eksponeringssession, ét fast oralt doseringsregime og et signal i retning af skade, som ikke nåede statistisk signifikans, er en påvisning af en mekanisme, ikke en behandlingsprotokol. Den bredere forskning i methylenblåt i celler og dyr og spørgsmålene om dosering og sikkerhed forklarer, hvorfor intet fund om konsolidering bør føre til selvmedicinering. Risikoen for serotonininteraktioner alene, som er dokumenteret i litteraturen om stemningslidelser, udelukker uovervejet brug, og forsøgets forfattere foreslog brug efter sessionen betinget af en god session, ikke rutinemæssig dosering.

For det tredje skal påstanden om mekanismen holdes snæver. Methylenblåt i lav dosis understøtter mitokondriel respiration, og rotteforsøgene knytter fastholdelse til cytokromoxidase i præfrontal cortex. Det understøtter en energikrævende konsolideringsproces, ikke en påstand om, at stoffet sletter frygt. Læsere, der vurderer sygdomsspecifikke påstande, kan bruge vurderingsrammen i vores guide til at læse studier om methylenblåt: spørg, hvad der blev lært, hvornår lægemidlet blev givet, hvor fastholdelsen blev testet, og om kontrolbetingelserne udelukker en ændring i bevægelse eller angstniveauet ved udgangspunktet.

Den ærlige opsummering er kort. Efter vellykket ekstinktion forbedrede methylenblåt givet efter sessionen fastholdelsen hos rotter og, i ét forsøg, hos mennesker med klaustrofobi. Efter mislykket ekstinktion hjalp det ikke og kan have konsolideret det forkerte spor. At forbedre hukommelsen er ikke det samme som at reducere frygt. Hvilken hukommelse der forbedres, afgøres af sessionen, ikke kapslen.

Google AdSense