Forårsager methylenblåt kræft? Toksikologisk evidens

Methylenblåt har givet tumorsignaler i langvarige dyreforsøg og positive resultater i flere laboratorietests for genetisk skade. Disse fund fortjener opmærksomhed. De fastslår ikke sandsynligheden for, at en person udvikler kræft efter en bestemt eksponering.

IARC-evalueringen offentliggjort i 2016 placerede methylenblåt i gruppe 3, hvilket betyder, at dets kræftfremkaldende egenskaber hos mennesker ikke kunne klassificeres. Arbejdsgruppen havde ingen data om kræft hos mennesker og vurderede evidensen fra dyr som begrænset. Gruppe 3 betyder ikke, at stoffet er dokumenteret uskadeligt. Tilsvarende betyder et fund hos dyr ikke, at enhver eksponering hos mennesker er en dokumenteret årsag til kræft.

Tre spørgsmål, der kræver separate svar

Karcinogenicitet vedrører udviklingen af tumorer. Et langvarigt dyrestudie kan registrere tumormønstre efter en defineret eksponering. Genotoksicitet vedrører skade på genetisk materiale eller relaterede cellulære hændelser. En positiv mutationsanalyse giver et advarselssignal, men tæller ikke direkte kræfttilfælde hos mennesker. Risiko for mennesker vedrører sandsynligheden for skade under faktiske eksponeringsforhold.

Disse spørgsmål kræver forskellige målinger. Optælling af bakterielle mutanter, undersøgelse af blodceller fra mus og diagnosticering af tumorer ved obduktion er ikke indbyrdes udskiftelige endepunkter. Et behandlingsforsøg, der viser, at et stof skader kræftceller, fastslår heller ikke, om gentagen eksponering kan igangsætte tumorer i sundt væv. Den separate gennemgang af methylenblåt i kræftforskning behandler påstande om behandling.

Sammenligning af studier: de faktiske kroniske eksponeringer

Det centrale forsøg anvendte methylenblåt trihydrat, administreret i 0.5% vandig methylcellulose ved oral sondegivning, en afmålt administration gennem et rør ned i maven. Hver dosisgruppe i det kroniske studie omfattede 50 hanner og 50 hunner af hver art. Administrationen fandt sted fem dage om ugen i to år ifølge Auerbach og kollegers studierapport.

Tabellen gengiver NTP's artsspecifikke konklusioner. Mængderne er milligram af det testede materiale pr. kilogram af dyrets kropsvægt på doseringsdage, ikke anbefalinger til mennesker. Dyr med nul dosis modtog bærestoffet.

Model	Dosisgrupper, mg/kg	Administrationsvej og varighed	NTP-konklusion og relevant fund
F344/N-hanrotter	0, 5, 25, 50	Oral sondegivning; fem dage/uge; to år	Nogen evidens: adenomer i bugspytkirtlens ø-celler samt adenomer/karcinomer samlet set steg.
F344/N-hunrotter	0, 5, 25, 50	Samme tidsplan	Ingen evidens for karcinogen aktivitet under disse forhold.
B6C3F1-hanmus	0, 2.5, 12.5, 25	Oral sondegivning; fem dage/uge; to år	Nogen evidens: karcinomer i tyndtarmen samt adenomer/karcinomer samlet set steg. Malignt lymfom kan også have været relateret.
B6C3F1-hunmus	0, 2.5, 12.5, 25	Samme tidsplan	Tvetydig evidens: marginale stigninger i malignt lymfom.

“Nogen evidens” er en NTP-kategori for et positivt eksperimentelt fund med mindre evidensstyrke end “klar evidens”. “Tvetydig” beskriver et usikkert fund. Disse kategorier udtrykker evidensens styrke, ikke en procentuel risiko eller en rangordning af, hvor potent et kræftfremkaldende stof er.

Resultatet hos hanrotter steg ikke jævnt trin for trin. Adenom eller karcinom i bugspytkirtlens ø-celler forekom hos 4/50 kontroldyr og hos 9/50, 14/50 og 8/50 dyr ved stigende doser. Den publicerede artikel rapporterer kun statistisk signifikans for den mellemste dosis. Det gør en enkel retlinjet fortolkning upræcis; det fastslår ikke, at den højeste dosis var beskyttende. Et adenom er en godartet tumor, mens et karcinom er ondartet. Et kombineret endepunkt må ikke beskrives, som om hver optalt tumor var kræft.

Hvorfor forskellige sammenfatninger lyder modstridende

Den aktuelle ordinationsinformation for PROVAYBLUE omtaler fundene i bugspytkirtlen hos hanrotter, men beskriver ingen lægemiddelrelaterede neoplastiske fund hos mus. Forskningsartiklen anfører, at de neoplastiske stigninger hos mus ikke var statistisk signifikante, samtidig med at den bemærker positive tendenser. NTP tildelte ikke desto mindre musene de kategorier, der er vist ovenfor.

IARC's analyse af dyrestudier tydeliggør en vigtig statistisk forskel: fundene i tarmen hos hanmus viste signifikante dosistendenser, men de enkelte doserede grupper var ikke signifikante i parvise sammenligninger med kontroldyr. Test af et samlet mønster på tværs af doser er forskelligt fra at teste hver gruppe separat. Læsere bør fastholde kilden og dens formulering frem for at reducere alle disse fund til enten “mus udviklede kræft” eller “musestudiet var negativt”. Ingen af dem giver en målt kræftrate hos mennesker.

Sammenligning af studier: endepunkter for genetisk skade

Afsnittet om genetisk toksikologi i NTP Technical Report 540 beskriver et andet sæt forsøg. S9 er en laboratorieblanding, der indeholder leverenzymer og bruges til at modellere metabolisk aktivering. Dets tilstedeværelse gør ikke en celleanalyse til et studie af eksponering af hele organismen.

Testsystem	Faktiske eksponeringsforhold	Målt endepunkt og resultat
Bakterielle mutationsanalyser, andet testede parti	Salmonella: 0.25–150 µg/plate; E. coli: 0.25–1,500 µg/plate; med og uden S9 fra rottelever	Øgede mutationer i de testede stammer.
Dyrkede ovarieceller fra kinesisk hamster	Test af søsterkromatidudveksling omfattede 0.17–2.5 µg/mL uden S9, op til 5 µg/mL med S9; test af kromosomafvigelser anvendte 4.7–22 µg/mL	Positive resultater for udveksling og kromosomafvigelser.
Hanmus, akut forsøg	Enkelt intraperitoneal injektion: 25, 50 eller 150 mg/kg; prøver efter 48 timer	Ingen stigning i mikronukleerede erytrocytter i knoglemarv eller blod.
Han- og hunmus, gentaget forsøg	Oral sondegivning: 25, 50, 100 eller 200 mg/kg; fem dage/uge i tre måneder	Ingen stigning i mikronukleerede erytrocytter i perifert blod.

En mikronukleus er et lille ekstra kernelegeme, der kan afspejle kromosombrud eller kromosomtab under celledeling. En negativ blodcelleanalyse besvarer dette specifikke spørgsmål i de undersøgte celler. Den kan ikke udelukke enhver form for DNA-skade i ethvert organ. Omvendt fortæller en positiv analyse i dyrkede celler ikke, hvilken koncentration en persons væv blev udsat for.

Ordinationsinformationen beskriver også dette overordnede mønster: positive bakterie- og cellekulturtests, negative mikronukleustests hos mus. At kalde methylenblåt blot “genotoksisk” eller “ikke-genotoksisk” udelader oplysninger, der er vigtige for fortolkningen.

Hvad dette betyder for en eksponering hos mennesker

Studierne giver ikke en valideret daglig tærskel for mennesker, som kan betegnes som sikker med hensyn til kræft. At dividere en rottedosis med en kropsvægtsfaktor ville ikke tage højde for forskelle i absorption, metabolisme, administrationsvej, eksponeringshyppighed eller livslang varighed. Det ville give en omregnet mængde, ikke dokumentation for sikkerhed.

Et toårigt forsøg med oral sondegivning og en kortvarig, lægeligt overvåget intravenøs behandling undersøger forskellige spørgsmål. Denne forskel forhindrer direkte numerisk ekstrapolation; den ophæver ikke fundene hos dyr. En brugbar vurdering begynder med den præcise forbindelse og formulering, mængde, administrationsvej, hyppighed, varighed og årsag til brug. “Et par dråber” udelader både koncentration og målt volumen.

Hvis methylenblåt blev administreret af medicinske årsager, kan tumorfundene alene ikke afgøre, om fordelene ved behandlingen opvejede dens risici. Hvis gentagen frivillig brug overvejes, bør en ikke-målt langsigtet kræftrisiko ikke beskrives som nul. Mere umiddelbare forhold, herunder lægemiddelinteraktioner og modtagelighed for hæmolyse, behandles under bivirkninger og kontraindikationer.

For yderligere læsning kan du bruge forskningsbiblioteket til at skelne studier på mennesker fra dyre- og celleforsøg. Det afgørende spørgsmål for hver artikel er, hvilken eksponering den testede, og hvilket resultat den faktisk målte.