Artikel

Methylenblåt ved kirurgi for pilonidalsinus: evidens om kortlægning og recidiv

Methylenblåt ved kirurgi for pilonidalsinus: evidens om kortlægning og recidiv

En pilonidalsinus er en gang under huden nær halebenet, ofte med sidegrene, der er svære at se under en operation. Operationen mislykkes, når sygt væv efterlades, så kirurger ønsker en pålidelig måde at finde alle forgreninger på, før de skærer. Injektion af methylenblåt i sinusåbningen farver gangsystemet blåt og giver kirurgen et synligt kort at følge.

Dette kort er et visualiseringshjælpemiddel, ikke en behandling. Denne skelnen er vigtig, fordi litteraturen om pilonidalkirurgi med methylenblåt blander to forskellige spørgsmål sammen. Det første er, om farvestoffet præcist markerer alt sygt væv. Det andet er, om patienter, hvis operationer blev udført med farvestoffet, har færre recidiver flere år senere. Et farvestof kan fejle den første test under mikroskopet og alligevel være forbundet med bedre kliniske resultater, eller omvendt. De to publicerede studier, der oftest citeres om dette emne, besvarer hver kun ét af disse spørgsmål med forskellige studiedesign og forskellig opfølgning.

Hvad kirurgen forsøger at se

Tænk på farvestoffet som en markering af en skjult struktur. Kirurgen injicerer blå væske gennem hudåbningen, venter på, at den spreder sig gennem forbundne gange, og exciderer derefter det farvede væv. Alt, som farvestoffet ikke nåede, eller sygt væv, der aldrig var forbundet med den injicerede gang, forbliver ufarvet og kan blive overset.

Tre ting kan derfor gå galt uafhængigt af hinanden. Farvestoffet fylder måske ikke alle forgreninger. Kirurgen fjerner måske ikke alt, der er farvet. Og væv uden for det farvede område kan stadig indeholde mikroskopiske sygdomsforandringer. Studierne nedenfor undersøger forskellige dele af denne kæde hver for sig, og derfor kan deres resultater ikke sammenfattes til ét gennemsnit.

Læsere, der sammenligner operationsteknikker, kan også have glæde af den bredere oversigt over kirurgiske anvendelser af methylenblåt og de særskilte forklaringer på, hvordan farvning adskiller sig fra behandling af væv, og hvordan recidiv defineres og måles.

Recidiv på lang sigt: en observationskohorte

Evidensen om recidiv stammer fra en retrospektiv kohorte beskrevet af Doll og kolleger i International Journal of Colorectal Disease, i en artikel, hvis titel angiver hovedresultatet direkte, og hvis langtidsopfølgning af methylenblåt ved akut pilonidal sygdom strækker sig langt længere end de fleste kirurgiske studier.

Forskerne identificerede 1,960 patienter, der første gang blev opereret for pilonidal sygdom på tre tyske militærhospitaler mellem 1980 og 1996, og udvalgte derefter 247 til detaljeret telefonisk opfølgning. Den gennemsnitlige opfølgningstid var omkring 15 år med et interval på omtrent 9 til 25 år. Populationen bestod hovedsageligt af unge mænd i militæret. Operationsteknikken varierede: omkring to tredjedele fik excision med åben heling, en fjerdedel fik excision med primær lukning i midtlinjen, og resten fik marsupialisation.

Eksponeringen var enkel: 197 patienter fik injiceret methylenblåt ved operationens start for at afgrænse gangsystemet, og 50 gjorde ikke. Farvestoffet blev beskrevet som én omhyggelig injektion uden angivelse af koncentration eller volumen. Anvendelsen var ikke randomiseret. Kirurger valgte farvestof langt oftere ved kronisk fisteldannende sygdom end ved akutte abscesser og oftere, når der var flere sinusåbninger, så de to grupper var forskellige fra begyndelsen.

Recidiv blev vurderet med et på forhånd fastlagt telefonisk spørgeskema. Patienter blev kun regnet som havende recidiv efter initial heling, uden senere traume mod halebenet, og med enten ét hårdt kriterium (lægediagnose, gentagen incision eller excision, ny sinus, hår i en åbning, purulent sekretion) eller to bløde kriterier (rødme, hævelse, smerte, sekretion).

Den ujusterede recidivforekomst over hele perioden var 32 af 197 med farvestof (16 procent) mod 15 af 50 uden farvestof (30 procent). Kaplan-Meier-estimaterne efter 20 år, som tager højde for forskellige opfølgningsperioder, var omkring 20 procent med farvestof og 38 procent uden, med en log-rank-p-værdi på 0.018. I en multivariabel Cox-model rapporterede forfatterne et odds-lignende forholdstal på 0.45 for brug af farvestof. De fleste recidiver opstod inden for fem år, men nogle opstod så sent som 17 år efter operationen, hvilket er grunden til, at lang opfølgning er vigtig for udsagn om methylenblåt og pilonidalt recidiv.

Mønstret i undergrupperne kræver forsigtig fortolkning. Ved akut abscesdannende sygdom var 20-årsestimaterne omtrent 19 procent med farvestof mod 43 procent uden, men med kun 79 patienter var forskellen ikke statistisk signifikant (p = 0.078). Ved kronisk sygdom var estimaterne omtrent 19 procent mod 24 procent (p = 0.35), altså reelt ingen påviselig forskel. Den samlede sammenhæng var derfor drevet af en undergruppe, der var for lille til at stå alene, i et studie, hvor tildelingen af behandling ikke var tilfældig, og kontrolgruppen kun omfattede 50 patienter.

Det, studiet ikke viser, er lige så vigtigt. Det målte ikke kortlægningens præcision, sammenlignede ikke histologi mellem operationer med og uden farvestof og rapporterede ingen brugbar sammenligning mellem farvestof og intet farvestof for sårkomplikationer eller helingstid. Det er evidens for en sammenhæng mellem brug af farvestof og færre recidiver på lang sigt i én historisk kohorte, ikke bevis for, at farvestoffet var årsagen. Confounding som følge af indikationen, effekter af behandlingsperioden og blandingen af teknikker er fortsat mulige forklaringer.

Hvad farvestoffet faktisk farver: et studie med parrede vævsprøver

Det andet studie undersøger kortlægningsspørgsmålet direkte, men med et design, der let kan misforstås. Idiz og kolleger publicerede det, de kaldte et prospektivt randomiseret forsøg, og studiet med parrede histopatologiske prøver af pilonidal excision vejledt af methylenblåt citeres stadig nogle gange som randomiseret evidens. Forsøgsregistret for det samme studie angiver én enkelt gruppe uden gruppetildeling og uden blinding, så den retvisende klassifikation er et prospektivt enarmet studie med parrede vævsprøver fra samme patient, ikke en randomiseret sammenligning af farvestof med intet farvestof.

Treogtredive patienter med ukompliceret primær sygdom deltog. Akut inflammation, absces og recidiverende sygdom var udelukket, så denne population er næsten et spejlbillede af den akutte undergruppe, hvor Doll-studiet antydede den største effekt. Hver patient fik mindst 4 mL methylenblåt gennem hver sinusåbning under tilstrækkeligt tryk til, at farvestoffet sivede ud fra gangen. Kirurgen exciderede derefter alt blåt væv sammen med sinusåbningen som ét præparat (Gruppe 1), inspicerede den resterende kavitet og exciderede særskilt eventuelt makroskopisk mistænkeligt, ufarvet granulationsvæv som et andet præparat (Gruppe 2).

En blindet patolog vurderede fem mikroskopiske fund i begge præparater: forstørrede hårfollikler, spredte keratinlameller, inflammatorisk infiltration, hårskafter og fibrose.

Farvestoffet samlede de mest udtalte sygdomsforandringer i det farvede område, men afgrænsede dem ikke fuldstændigt. Abnorme fund var stadig almindelige i det andet, ufarvede præparat: forstørrede follikler i 31 af 33, keratinlameller i 29 af 33 og inflammation i 30 af 33. Hårskafter var det tydeligste skel mellem prøverne, med forekomst i 29 af 33 farvede præparater, men kun 5 af 33 ufarvede. De gennemsnitlige intensitetsscorer var højere i farvet væv for alle fund. Sagt enkelt markerede den blå grænse sygdommens centrum uden at omslutte alt histologisk abnormt væv.

To begrænsninger nuancerer selv denne konklusion. Det andet præparat var ikke en systematisk prøve af alt ufarvet væv. Det blev kun taget, når kirurgen så mistænkeligt granulationsvæv og valgte at foretage yderligere excision, så prøvetagningen favoriserede de ufarvede områder, der så mest unormale ud, og kan ikke give en reel sensitivitet eller falsk-negativ-rate for kortlægning med farvestof. Desuden rapporterede studiet slet ingen kliniske resultater: ingen recidivrate, ingen infektionsrate, ingen dehiscensrate og ingen helingstid. Mikroskopiske abnormiteter uden for den blå kant er et surrogatmål, ikke bevis for, at disse patienter ville have fået recidiv.

De to studier sammenholdt

Doll et al., 2008Idiz et al., 2014
DesignRetrospektiv observationskohorte, ikke-randomiseret farvestof vs. intet farvestofProspektivt enarmet studie, parrede vævsprøver fra samme patient
Patienter247, blandet akut og kronisk sygdom, militærhospitaler33, kun ukompliceret primær sygdom
FarvestofprotokolÉn injektion, dosis ikke oplystMinimum 4 mL pr. åbning, koncentration ikke oplyst
Primært endepunktRecidiv vurderet med spørgeskema, gennemsnitligt 15 årTilbageværende mikroskopiske sygdomsforandringer uden for farvegrænsen, ingen klinisk opfølgning
SårresultaterIngen brugbar sammenligning af farvestof vs. intet farvestofIngen rapporteret
HovedresultatRecidiv efter 20 år omkring 20% med farvestof vs. 38% udenUfarvet væv stadig abnormt, dog med mindre udtalte forandringer

Disse rækker kan ikke samles til én konklusion. Kohortestudiet måler et klinisk resultat over årtier uden at teste kortlægningens præcision. Studiet med parrede prøver tester kortlægningens fuldstændighed under mikroskopet uden at måle noget klinisk resultat. Ingen af dem er en randomiseret sammenligning af kirurgi med og uden farvestofvejledning med både recidiv- og sårendepunkter, og dette evidensgrundlag på to studier indeholder ikke et sådant forsøg.

Det efterlader tre redelige udsagn til enhver, der drøfter mulighederne for methylenblåt ved pilonidalsinus med en kirurg. For det første forbinder ét studie med lang opfølgning, men uden randomisering, brug af farvestof med færre recidiver, især ved akutte sygdomstilfælde og med stor usikkerhed. For det andet viser ét lille mekanistisk studie, at farvning undervurderer sygdommens histologiske udbredelse, uden at vise, at de yderligere mikroskopiske fund forårsager recidiv. For det tredje understøtter ingen af studierne udsagn om sårinfektion, helingshastighed eller komplikationsrater ved farvestofvejledt kirurgi, fordi ingen af dem målte disse sammenligninger.

Det praktiske spørgsmål at tage med til konsultationen er derfor snævert: Med den planlagte teknik (åben heling, lukning eller lapplastik), bruger kirurgen da farvestof til at finde gange, og hvad gør vedkommende ved mistænkeligt ufarvet væv langs kavitetens kant? Evidensen giver farvestoffet en plausibel, men ikke bevist sammenhæng med recidiv og en dokumenteret begrænsning som anatomisk markør. Alt ud over det er ekstrapolation.

Google AdSense